05:30 - 22:00
Åbningstider i dag
Offentlige område 06:00 - 22:00
Medlemsområdet 05:30 - 22:00
Saunaen 05:30 - 22:00
Vejrudsigten er p.t. ikke tilgængelig

Et besøg hos Hop i Fjorden

Vinterbadning er ikke et nyt fænomen, men de seneste år har der været en stigende interesse for det kolde gys. Det mærker man også hos vinterbadeklubben Hop i Fjorden i Kolding.
Hver weekend mødes de ved den 85 meter lange badebro for enden af Lyshøj Allé.

Af Nadja Kaaberbøl Olsen

”Nå, der kommer Café Alice” griner en af de fremmødte vinterbadere. Grinene smitter hos de resterende, da Café Alice, med det borgerlige navn Alice Kristensen, nærmer sig.
Hun bærer på en plastickurv med kaffe, et par flasker bitter og en gummiand i juletøj på kanten. ”Det er derfor, jeg kalder hende Café Alice. Sidste weekend havde hun også hjemmebagte pizzasnegle med”, fortsætter han.

Tredje søndag i advent starter for nogle med hjemlig hygge og tre tændte stearinlys i adventskransen. For andre starter den med en dukkert i Kolding Fjords knap 5 grader varme vand, hvis man kan kalde det varmt.
Klokken er 8.20. De første vinterbadere melder sin ankomst, endnu før solen har gjort det. Bevæbnet med badetøj og badekåber bevæger de sig fra bilerne og ud på badebroen.

Den første vinterbader har allerede smidt badekåben og bevæger sig ned for enden af broen i sine badesandaler. Badesandalerne bliver placeret foran stålstigen, der fører ned i Kolding Fjords klare vand.
Der går kun et øjeblik, før han står på det øverste trin og uden tøven fortsætter ned ad stigens øvrige trin. Da han rammer vandet, gisper og stønner han. Han tager et par armtag, inden han igen sætter fødderne på stigen, og ubesværet klatrer op på broen og tilbage i badekåben.

Stigende medlemstal Vinterbadeklubben Hop i Fjorden tæller omkring 200 betalende medlemmer, men har omkring 370 medlemmer i deres gruppe på Facebook. Et tal der er steget markant det sidste halvandet år, hvor de mere end fordoblede medlemstallet. Klubben vinterbader alle ugens dage. ”I hverdagene mødes vi omkring kl. 5.40, igen kl. 6.10 og så mødes dem, vi kalder ”pensionistklubben” kl. 7.30”, griner formand Lars Rubusch til en dame, der tydeligvis er en del af denne klub. Hun kvitterer med et stort smil og et anerkendende nik. I weekenden er det muligt at sove lidt længere, da de først mødes omkring kl. 8.30.

For hyggens skyld Et af klubbens medlemmer er Alice Kristensen, 46 år. En kollega fik lokket hende med ned og vinterbade nytårsdag for to år siden og hun har været medlem siden.

”Det krævede og kræver stadig overvindelse, men det gør altså et eller andet godt ved kroppen”, siger Alice Kristensen og har svært ved at sætte flere ord på oplevelsen. Da Alice Kristensen meldte sig ind i klubben var hun single og ville gerne møde nye mennesker. ”Det er der blevet lavet om på siden, men han støtter op om det” siger Alice Kristensen og nikker hen mod hendes bedre halvdel. ”Nu kommer jeg primært for hyggens skyld”, siger Alice Kristensen og fortæller, at det sociale sammenhold i klubben giver en lyst til at blive hængende. Lars Riis, 53 år, er også medlem af klubben og har været det i snart 5 år. Det var en kammerat, der tog Lars Riis med i vandet, og han blev grebet af det med det samme. ”Det kick man får og den velvære, man føler i kroppen” siger Lars Riis om turen i det kolde vand. I starten var det kuldechokket, der lokkede Lars Riis ned på broen weekend efter weekend. Nu har han fået en helt ny vennekreds og nu er det dem, der lokker.

Mere end vinterbadning Hop i Fjorden er mere end blot en vinterbadeklub. Formand Lars Rubusch fortæller, at de som forening gør meget ud af at arrangere forskellige aktiviteter for medlemmerne. ”Vi holder blandt andet en årlig sommerfest og syv gange i løbet af sæsonen har vi en mobilsauna ude ved broen. Vi har også haft noget svømmetræning på tværs af fjorden. Derudover arrangerer vi også førstehjælpskursus fire gange årligt i samarbejde med Falck, så alle er rustet til at kunne hjælpe hinanden”, siger Lars Rubusch. Ifølge Lars Rubusch er medlemmerne gode til at støtte op om disse aktiviteter, og de er med til at skabe et fantastisk miljø.

De første solstråler begynder at ramme Kolding Fjord, mens de sidste vinterbadere så småt forlader broen med et smil på læben. Klokken er nu 8.45 og søndagen er kun lige begyndt.